rate» parti, hvis leder var en prest, Sverdrups egen brorsøn, og levningerne af det «rene» venstre. Han valgte de blaagule, og hans stolte løbebane fik den ironiske afslutning, at monarken og høire blev hans beskyttelse mod gamle vaabenfaeller. Den norske politik var indtraadt i et nyt stadium, som den store kriger og diplomat fra 6O- og 70-aarene ikke forstod. Og dog var det blot en unaturlig forbindelse, som revnede. Sverdrup havde i politiske øiemed søgt assistanse hos kulturfiendtlige magter i vort land. Det hjalp ham til at drive flere vigtige programsager igjennem, det hjalp ham ogsaa i unionsaffærerne. Men tilsidst hevnede det sig. Det hevnede sig paa Sverdrups egen personlighed. Det efterlod ogsaa skadelige følger i vort politiske liv. Men det stiller valget klarere for fremtidens norske statsmænd. Johan Sverdrups skjebne maner.
— A. M. Schweigaards politik led tildels under hans store respekt for det historisk givne. Som fortolker søgte han lovenes oprindelige mening: den juridiske mening, saaledes som den fremgik i historiens lys. Johan Sverdrup er ogsaa her hans modsats. Det karakteristiske ved hele Sverdrups virksomhed er hans forsvar for den levende udviklings krav. Han er naarsomhelst villig til at bryde med det historisk givne. Og hans lovfortolkning er alt andet end samvittighedsfuld, hvis der staar «høiere