Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/115

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


spillede den første rolle i foreningen, at Norges kræfter skulde stilles til Sveriges disposition og virke for Sveriges storhed og fremtid, uden hensyn til, om det stemte med Norges selvstændighed og uafhængighed. Derhos traf denne bevægelse inden Sverige sammen med en udvikling inden det hele Europa i almindelighed, som nødte dem til at vælge ubetinget underhandlingens form; nationaliteternes ret gjorde sig gjældende; styrkeforholdet var blevet saaledes modificeret, at Sverige ikke kunde optræde med bestemte fordringer henpegende i baggrunden paa en større magt. Ingen benegter, at Sverige har større magt end Norge. Men hvad jeg benegter, det er, at den er af saadan betydning, at det, at Sverige appellerer til den, behøver at influere paa vore handlinger[1]; den tid er forbi, og derfor maatte det komme dertil, hvortil det nu er kommet.»

 Efterat statholderen vel var blit begravet, dukkede udenrigsministeren selvfølgelig op i forgrunden som den alvorligste udfordring ligeoverfor nordmændene, og det, som navnlig gjorde den nye foreningsakt uantagelig, var just, at den her saa langt fra rettede paa misforholdet, at den fastslog det som retmæssigt og regulært. Tidligere havde Sverdrup kunnet betegne stillingen saaledes: «Vi

  1. Udhævet her.