have retligt herredømme over vore udenrigske anliggender, men faktisk have vi det ikke.» Ved den nye foreningsakt vilde ogsaa det retlige herredømme bli borteskamoteret. Sverdrup udbryder da ogsaa: «Hvorledes? Storthing efter storthing, generation efter generation har arbeidet for at faa en ordning i denne henseende, som hævder Norges ligestilling, som sætter det i stand til at varetage sine interesser, som viser sig at have den indflydelse paa dets fremtidige skjæbne, som ingen nation kan opgive uden at berede sig en vanhædrende undergang — dette arbeide skulde vi opgive og sige: «nei, vi formaar det ikke — unionskomiteen har i det mindste ikke formaaet det — vi maa opgive det, vi faar finde os i vor skjæbne vi erkjende Sverige for overordnet, vi lægge disse vigtige, skjæbnesvangre sagers behandling i dets haand, — det gaa os da som det kan» !»
Der maatte intet slaaes af paa kravet om ligestilling — her var Sverdrup stedse paa vagt. Og han gik forsaavidt endnu et stykke længer, idet han fra første stund modsatte sig enhver politik, der havde skinnet af at bøie af. Her stod i lang tid Sverdrups steilhed mod Schweigaards forsigtighed. Modsætningen mellem deres standpunkter kom klart frem i debatten i 1860 om et dadelvotum til den norske regjering i Stockholm, hvor Sverdrups stilling er git i disse ord: «Man har sagt, det skulde være klogt, at Sverige
