til ny foreningsakt er betegnende for den unionelle politiks udvikling, saa klar er da det norske venstres fører over stillingen og saa djerve falder hans ord:
«Man smigrede sig længe i Norge med haabet om, at den udvikling, som forholdet til Sverige har havt, skulde kunne fortsættes uden uheldige afbrydelser, at det vilde blive en god, rolig og jevn fortsættelse til begge folks tilfredshed og lykke. Men saa skulde det ikke være. Og de, som bragte foreningen i et nyt spor, var svenskerne i 1860. Der havde i Sverige været en opinion for, at Norge, saasnart de første følelser, der beherskede nationen, efter hvad der var hændt i 1814, havde tabt sin kraft, at da Norge med glæde vilde modtage en nærmere tilslutning til Sverige, maaske den nærmeste tilslutning. Da saa det modsatte kom, at Norge begyndte at vokse sig stort, da det viste, at det ikke alene havde en mening, men ogsaa, at det formaaede at gjøre sin mening gjældende, saa blev Sverige vækket af sin drøm, og der indtraadte en voldsom reaktion, der førte til, at man der forlangte en revision af rigsakten, saaledes at Sverige skulde være den, der var leder og fører og havde den bestemmende magt og indflydelse i foreningen. Ingen tænkte naturligvis paa at dekretere, at Norge skulde være en provins af Sverige; men gjennem institutioner og lovenes sammenknytten skulde det bringes derhen, at Sverige
