Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/113

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


en indtægts- og formues-skat, udredet forholdsmæssig efter enhvers evne. At han samtidig handlede i interesse af venstres daværende kjernetrop, landsamternes bonderepræsentation, gjorde ham selvfølgelig sagen saa meget lettere, men man kan ikke vente, at han, under sine bestræbelser for en virkelig paakrævet reform, ogsaa skulde erkjende, at den nye beskatningsmaade kunde gi den samme landsrepræsentation anledning til misbrug, hvad der antydedes fra konservativt hold og virkelig tildels er blit tilfældet.

 Det var statholdersagen, der gav Sverdrup leilighed til for første gang at gjøre sig bemerket i unionsspørgsmaalet. Han var da en af hovedforsvarerne for et dadelsvotum til statsraadsafdelingen i Stockholm, fordi den ikke havde vist «en kraftfuldere optræden» i «fædrelandets høieste anliggender». Han dvælede vistnok væsentlig ved den konstitutionelle side af sagen — statsraadets ansvar —, men han betonede sterkt, at grunden til, at han havde taget sagen op «i saa stort omfang», var den, at vor konge bar et andet lands krone: «netop fordi Norges konge bærer et andet lands, et mægtigere lands krone, var det en utilgivelig feil af os, dersom vi forsømte noget for at gjøre vort konstitutionelle ministerium saa sterkt ligeoverfor kongen og Sverige som muligt; — her er en pligt tilstede af det strengeste slags, en uafviselig pligt» Sverdrups tale i 1871 mod forslaget