fundet — det er, hvad han altid hævder. I begyndelsen af sin stortingsvirksomhed fik han anledning til at ta sig af de domfældte deltagere i arbeiderbevægelsen, og det var ham, der gik skarpest løs paa regjeringen i anledning af Harro Harrings udvisning. Senere er han ivrig medvirkende til at reformere den militære straffelov i human retning. Netop som en aktiv og formaaende repræsentant for moderne human demokratisk tankegang er Johan Sverdrup en af de kulturførere i vort samfund, man uvilkaarlig først vil nævne.
Det er dels de humane hensyn, dels folkesuverænitetstanken, som gjør ham til en ivrig forkjæmper for juryen. Dels frygter han, at dommeren under den tidligere gjældende praksis «væsentlig vil forblive i anklagerollen», dels er hans opfatning denne: «Deltagelse i lovgivningen, deltagelse i retspleien, her er ikke alene analogi, men ogsaa en sammenhæng af streng konsekvens» Derfor er juryen «nødvendig».
I skattelovgivningen er hansstandpunkt, som man kunde vente, bestemt demokratisk. Ideelle og klogskabs-hensyn virker her i den smukkeste overensstemmelse. Ligeoverfor den gamle matrikulskat og næringsskatten fremhævede han i de overordentlig instruktive og overbevisende taler, han holdt under det kommunale skattelovforslags behandling 1879, billigheden og retfærdigheden af
