hvert skal tøies mere og mere, enten berettigelsen for denne fremgangsmaade var at søge deri, at den politiske oplysning og evnen til selvstyre tænktes at vokse suceessivt hos folket, eller grunden blot var af taktisk art: man kunde alene vente tilslutning hos den allerede myndige, stemmeberettigede del af folket ved gradvis at foreslaa stemmeretten udvidet. Sverdrups udtalelser i stemmeretssagen er derfor ofte prægede af en vis almindelighed eller vaghed: «Nationen er gjennemtrængt af bevidstheden om, at stemmeretsreglerne maa udvides, at der er megen modenhed og handledygtigtighed i vort land, som bør kaldes til offentlig gjerning — —» (1873). «Man kan repræsentere en gammel rønne og være stemmeberettiget, og man kan være en myndig statsborger, man kan repræsentere en sjelden arbeidskraft og en hederlig karakter, og man har ikke andel i det største samfundsgode.» Har Sverdrup ikke altid lyst til at pointere den ubetingede demokratiske lighed i et saa delikat spørgsmaal som stemmeretssagen, viser han paa andre omraader — f. eks. naar det gjælder den almindelige værnepligt, der saa længe mødte modstand hos høire og, sandsynligvis af sparehensyn, ogsaa hos bønderne — en ganske afgjort demokratisk tankegang. Og denne hans demokratiske tankegang er intimt sammenhængende med hans humanitet. Human og saavidt muligt éns behandling af alle — store og smaa i sam-
