Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/110

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


forøges, der forholdsvis snart lader ham skifte standpunkt: «Den omstændighed, at statsraaderne skulle deltage i stortingets forhandlinger, forsvare sine forslag der og være repræsentanter for regjeringens hele politik, gjør, at man ved indførelse af institutionen faar en stor, jeg kan næsten sige, den eneste sikre garanti for, at kun dygtige mænd og kun mænd, der har nationens tillid, kaldes til medlemmer af statsraadet» (1872). Han citerer i tilknytning hertil afdøde høiesteretsassessor Motzfeldts udtalelser i 1860: «Det tør haabes mere og mere at have klarnet i enhvers bevidsthed, hvorlunde det offentlige livs rette tyngdepunkt ikke kommer til at ligge, hvor det bør være, nemlig i det store folkeraads midte, førend alle raadslagninger angaaende de offentlige anliggender der have deres rette plads, der mødes og der sluttes, forinden dersteds den exekutive magts udøvere maa ligesaafuldt som folkeraadets medlemmer begrunde deres berettigelse til ledelsen af de offentlige anliggender.»

 «Det store folkeraad» er den eneste rette stedfortræder for det suveræne folk — deretter bestemmes dets magtstilling.

 Spørges der saa, hvem er det suveræne folk? — ser vi, at Sverdrup er stemt for at gi ordet en meget omfattende betydning. Det er et rummeligt begreb, det er desuden et tøieligt begreb. Sverdrups politik er just, at begrebet efter