den nationale sag. Naar hans virksomhed her maa betegnes som mere betydningsfuld end f. eks. Dunkers, til trods for at dennes indlæg i uninonssagen gaar i samme retning og i klarhed, stringens og indtrængende behandling af emnet staar over Sverdrups, kommer det navnlig af Sverdrups stilling til den norske bondeopposition. Ingen af bondehøvdingerne, hverken Ueland eller Jaabæk, allermindst Ueland, var udprægede nationalister. Tvertimod ved vi, at unionsaffærerne i aarrækker interesserede bønderne saare lidet. Det er Sverdrup, som mere end nogen anden kan sies at ha skabt et nationalt norsk bondeparti.
Følger man Sverdrups virksomhed 1851—1884, er det forbausende, hvor den udmerker sig ved sin énhed og sammenhæng. Han kan nok skifte standpunkt, men ved nærmere betragtning viser der sig ingen brist i den indre harmoni.
Det mindst imponerende ved Sverdrup er hans stil. Den blev vistnok i aarenes løb kvit endel eiendommelige floskler, men den vedblev altid at ha et bestemt oratorisk præg. I 1851 sier han, at hvis man gaar saa vidt, at man tillægger kongen absolut veto med hensyn paa grundlovsforandringer, da «har man krænket folkesuveræniteten, da har man saaret frihedstræet i dets rod». Denslags fraser anvender han neppe 20 aar efter, men retoren er hos Sverdrup altid tilstede. Som den folkeopdragende retor har han ogsaa selv yndet
