Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/105

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Sverdrups unionspolitik allerede vundet et saa sikkert fæste, at nogen intimere sammenslutning mellem rigerne ikke viste sig at være gjennemførlig.

 Sverdrups standpunkt var, som vi ved, det, at «nordmænd skal regjere i Norge», hvad der i hans mund vilde si, at vi intet tilfælles skulde ha med Sverige undtagen kongen og det fælles forsvar. At befæste denne tankegang hos den norske majoritet var en af de opgaver, som han havde sat sig, og som han løste. Det blev hans partis styrke. Gjennem sin unionspolitik vandt venstre en saadan position, at det ogsaa formaaede at gjennemføre sine indre politiske programsager.

 Man kan si, at det var svenskerne, der gjorde høires velvillige unionsprogram tilskamme, og det er utvilsomt sandt. Svenskernes kortsynthed ødelagde unionens smukke fremtidsmuligheder. Det var dem, der tilsidst gav Sverdrup palmen i hænderne. Men ligeoverfor det fuldbyrdede faktum maa gamle høiremænd og unionsvenner indrømme Sverdrup den plads, historien nu har git ham. Ingen norsk mand har bidraget sterkere til at sikre vor nationale selvstændighed udadtil end Johan Sverdrup. Her ligger en af hans væsentlige fortjenester, om ikke den største, som kulturfører. Begivenhedernei 1905 er den endelige konklusion af Sverdrups lange og konsekvente plædering for