Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/107

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


at betragte sig. Saa sent som i 1880 bruger han i debatten om statsraadsagen udtryk som disse: «Hr. præsident! Jeg har gjort en personlig erfaring. Jeg reiste engang omkring i lande, som have parliamentarisk styrelse, og hvor jeg kom, saa fandt jeg en mand — og tænk, han var minister! — som havde debatteret sig ind i sit folks forstaaelse og ind i dets sympathi, saa at dets store overveiende flertal var beredvilligt til hver dag at bistaa ham i hans gjerning.» Denne mand, som har «debatteret sig» ind i sit folks forstaaelse og sympati, er ikke det Johan Sverdrup lyslevende? Og tænk — han blev ogsaa minister! Det «store overveiende flertal» var «beredvilligt til at bistaa ham i hans gjerning» — for en stund! Karakteristiske for Sverdrup er ogsaa de følgende ytringer i samme tale: «Er ikke stortingsdebatterne den store oplysningskilde for de stemmeberettigede og de politisk myndige i vort land? Er ikke det udtalelser, hvori er samlet alt, hvad der lever og rører sig hos borgerne i landets forskjellige egne og i de forskjelligste stillinger? Bringer ikke enhver, som deltager i denne forsamlings forhandlinger, pligtmæssig frem for sine medrepræsentanter og for ofientligheden det bedste, han har i eie?» Sverdrup vilde gjerne, som vi ser, at den sal, hvori han ønskede at samle al magt, ogsaa skulde gjælde for at være samlingsstedet for nationens aandelige liv, «den store op-