Folket i sin höieste Sandhed, hvis Magt og Ret igjennem ham aabenbarer sig. Og denne Magt er netop en Magt af Guds Naade, saasandt Nationen er Guds Skabning og sat til at rögte Guds Gjerning her paa Jorden.
Folket skal i Kongen see sin egen Majestæt, den afsluttende Personification af sin egen gudgivne Aand. Derfor maa det vide, at det ikke ved nogen sædvanlig, enkelt Beslutning har givet sig ham. Om at vælge en Konge bör der da kun være Tale under overordentlige Omstændigheder, hvor Nationen rystes i sine Grundvolde for at gjenföde sig i en ny Skikkelse — ved en af disse den historiske Udviklings Knudepuncter, hvor den regelmæssige, menneskelige Indretning glipper, og hvor man i de forvirrede Begivenheders endelige Resultat ligesom öiensynlig seer Forsynets Finger. Spörgsmaalet om Folkets Ret til at afsætte en Konge eller et Kongehuus, falder sammen med det meget omtvistede: om Retten til at gjöre Revolution, et Spörgsmaal, som vi her maa holde udenfor Betragtningen.
Vi kunne her ikke indlade os paa nogen nöiere Angivelse af Kongemagtens Forhold og Vilkaar. Kun at vi gjentagende maa fremhæve, at det er falskt, naar Kongen og Folket modsættes hinanden. Vi bekjende os, som ovenfor an-
