repræsentative System, medens det dog fra den anden Side maa erkjendes, at den lovlige Repræsentation er det virkelige, gyldige Udtryk af hvad Nationen i sin Sandhed er og vil. Men skal nu alligevel denne Repræsentation ikke ophæve sig selv, skal Symbolet ikke i sin Tilblivelse og sin Beskaffenhed ligefrem stride mod det, det skal udtrykke: maa den, der skal betegne, og ikke blot betegne men virkeliggjöre Majestæten og saaledes være absolut hævet over den löse Mangfoldighed af Meninger, Interesser og öieblikkelige Stemninger, ikke selv være en Skabning, en Creatur af disse. Han maa være selvskreven, ikke valgt, fordi han ved det Sidste vilde blive og erkjendes som afhængig af den Tilfældighed, som han skal beherske. Som Indehaver af Majestæten maa derfor Kongen nödvendig staae for Borgerne som noget Providentielt, som Noget, de ikke umiddelbart have givet sig selv og som de derfor om kortere eller længere Tid kunne fjerne og ombytte; han maa paa det Inderligste være sammenvoxet med Nationens Forudbestemmelse. Dette er Betydningen af den saa ofte misforstaaede, og vistnok ogsaa ofte misbrugte Formel: „af Guds Naade“. Ikke som om Kongen havde en egen gudforlenet Magt eller Ret ligeoverfor eller i Modsætning til Folket; det er netop kun
