lad Öieblikkets Stemninger og frem i Dagen trædende Opinioner have den frieste Anledning til at udtale sig og gjöre sig gjældende gjennem Organer, som det samme Öieblik vælger og igjen forskyder: kun i Statsoverhovedets naturlige Succession har hiin dunkle Naturligheds Traad, der drager sig igjennem Nationens hele Liv og udgjör dens Eenhed under Tidernes og Slegtfölgernes Vexel, sit gyldige Symbol og sin anerkjendte Virkeliggjörelse.
Med eet Ord: Nationen, skjönt den danner et Borgersamfund, er dog ogsaa en Familie, lever et Familieliv. Dette repræsenteres i dens Kongehuus.
Men dertil kommer endnu fölgende Betragtning. Som Statens överste Repræsentant, skal Kongen repræsentere Folkets Majestæt. Herved forstaaes det Totales absolute Overhöihed over det lösrevne Enkelte, den udödelige, almindelige Persons ligeoverfor de dödelige, enkelte Personer. I Kraft heraf er Kongens Person hellig: hans Afgjörelse er den sidste og ubrödelig; i den har det Almene, Staten, udtalt sit sidste Ord, som af hver Enkelt maa respecteres som en höiere Auctoritet, hævet over Dadel og Anklage. Man kan ansee denne Kongens Hellighed for en „Fiction“; men da gjælder det Samme om det hele
