Side:Det arvelige kongedömmets betydning.djvu/33

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


tydet, til Folke-Souverainitetens Princip. Det er Folkets Villie, der skal herske. Folket skal, som vi udtrykte det, have Ret til endog at begaae Daarskaber, endskjönt det vel — ligesaa vel som den Enkelte — gjör vel i at gjöre sig selv disse saa vanskelige som muligt. Men det kommer netop an paa, at det, der skeer, virkelig, saavidt som muligt, er Folkets Villie. Folket er, vel at mærke, noget ganske Andet, end en öieblikkelig, tilfeldig Majoritet. Den hele Statsforfatning har til Öiemed, at Folkets Villie i sin Sandhed, saavidt gjörligt er, kan komme frem — gjennem en i det Mulige adæqvat Repræsentation. Men dersom nu dennes Bygning, som vi have sögt at vise, först har sin Slutsteen i Arvkongens Person, saa er det jo netop först i ham at Folkets Villie finder sin virkelige, fuldt berettigede Afslutning. Ja Monarchen tilkommer det netop at gjöre gjældende den Folkets Villie, der er dybere end alle i Dagen omtumlende Meninger og alt mere eller mindre löst Raisonnement — hiint Folkets Natur-Instinct, der trykker det særegne Præg paa alle dets Handlinger. At Kongen derved idethele faaer en conservativ Stilling, idet han har at overholde Conseqventser, der strække sig udover den nærværende Generation, er naturligt.