Side:Den norske turistforenings årbog for 1872.djvu/74

Keilhaus opdagelse af Jotunhejmen.

1870 var et slags jubelår for Jotunhejmen, som burde have værst mindet i turistforeningens årbog for dette år; men det er vel bedre sent end aldrig. I året 1820 foretog nemlig bergstuderende Keilhau, ledsaget af student Christian Boeck, begge senere professorer ved universitetet, en tur hidop fra Valders, hvor den förstnævnte i nogen tid havde været sysselsat med geologiske undersögelser, og denne tur blev en virkelig opdagelsesrejse. Keilhau beskrev den i det nedenfor af „Budstikkens“ 2den årgang aftrykte stykke, med overskrift: „Nogle efterretninger om et hidtil ubekendt stykke af det söndenfjeldske Norge.“ — Når man erindrer, at dette stykke udgör ikke mindre end 150 kvadratmil, at storbygder stöde tæt op til fra alle sider, at gamle, stærkt befærdede landeveje gå forbi i kun et par mils afstand eller knapt det, at der heroppe findes samlet i tætsluttede rækker Norges höjeste fjelde med sine tinder og rygge stikkende op af sne- og isbræer, at disse tinder og bræer omgive tre store indsöer med græsrige bredder og et vidunderligt natursceneri, der nuomstunder hver sommer drager hundreder af turister hidop i sommermånederna — så synes det næsten utroligt, at alt dette skulde have været ukendt lige indtil for et halvt hundrede år siden. Således forholder det sig imidlertid. Udenfor rensjægernes, fækarernes og fiskernes kreds var der ingen, som vidste besked om denne vidtstrakte alpeverden, för året 1820. Pontoppidans kart har hverken Bygdin eller Tyin; i ströget mellem Valders og Lom er der på dette kart afsat fjelde, der nærmest se ud som lavere