Side:Den norske turistforenings årbog for 1872.djvu/73

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
53

måltidet toge mine kammerater en liden lur, medens jeg aftegnede enkelte partier af det store panorama. Og kl. 1 — jeg har glemt at sige, at vi nåede toppen kl. 11, efter 6 timers opstigning — kl. 1 sagde vi et taksomt farvel til dette koselige gratisherberge, for at base ned over sneen igen og vende tilbage, hvor vi kom fra.

Om nedstigningen er ikke meget at sige. Det var den samme faring, kun i omvendt retning og dobbelt sa fort. Og sneen var blödere end för, og vi vare glade, da vi endelig havde trasket og hoppet og plasket over bræen og stoppet paa stenuren nedenfor sneen. Herfra — fra les grundes mulets, som jeg kaldte stedet efter Mont Blanc — fik jeg et godt prospekt af toppen og bræen i min skitsebog. Og sa må jeg omtale en liden episode endnu som betegnende for dagens mærkelige sommervarme i denne höjde; vi badede os virkelig i det omtalte, henved 7000 fod höjt liggende brævand med isstykker i, — det vil sige Mr. Watson og jeg, for Ole vilde ikke være med. Det var naturligvis iskoldt, men da vi kom op igen efter en kort svömning, vare vi varme igen i samme öjeblik. Det var en herlig forfriskning — efter badet tog jeg en skitse af situationen, og derpå satte vi os i marsch. „Men hör! Er det torden eller jordskælv? Nej det kan ikke være nogen af delene“. Det er bræen ligeoverfor, som udsender disse forunderlige lyd. Det er vældige, hule, underjordiske lyd, bragende, tordnende og længe vedholdende. Vi stirre derover på bræen, men kunne ikke opdage den ringeste bevægelse eller forandring; intet sneskred, intet stenráp er at se. Det må have været en sprængning eller sammenstyrtning i dens indre hemmelighedsfulde dyb. Nu gik det i stormskridt nedover stenur og snefonn, over mose og fjeldbirk, gennem lyng og småskog og prægtige fjeldbejter til sæteren, hvor budejen böd os „velkommen igen“ og beværtede os med en dejlig mælkeringe. Så i magelig gang ned den sidste bratte ås, og så på den flade landevej i raskt tempo tilbage til Rödshejm, hvor vi kom kl. 6 eftm. Vi kunde have været nede længe för, hvis vi ikke havde opholdt os så længe på de forskellige indbydende hvilepladse. Alle folk modtoge os med et venligt „velkommen atte“, og vi vare öjensynlig dagens löver blandt disse trohjertige folk.