Side:Den norske turistforenings årbog for 1872.djvu/75

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
55

arme, gående ud mod öst fra Lang- eller Filefjeldenes hovedkæde; midt imellem Vang og Lom, altså omtrent der, hvor Memurubræerne og Memurutinderne ere beliggende, er anbragt et fjeld, der kaldes „Skagenfjeld“, og længere sydpå et andet, der kaldes „Fliefjeld“, Vi kende nu ingen fjelde af disse navne i Jotunhejmen, men det er rimeligt, at „Skagenfjeld“ skal være Skaget i östre Slidre, og at „Fliefjeldet“ skal være Valders- og Vinsterflyerne, hvorover vejen fra Slidre til Våge gennem Sjodalen falder. Dette samme Flyenfjeld omtales også i den gamle beskrivelse over Valders, „Valdresia reserata“, der er trykt i Budstikkens 3die årgang. „Det er meget höjt,“ heder det, „en mil langt, og Gud hjælpe den, som kommer på det i snedrev eller tykt vejrligt: han må regne det for en særdeles Guds forsyns gerning, at han bær sit liv derfra som et bytte.“

Forfatteren af „Valdresia reserata“ var præst i Slidre; han må på sine kirkerejser over åsen mellem vestre og östre Slidre mangfoldige gange have seet Mugnafjeldets snevidder, Torfins- og Galdebergstindernes kegler og pyramider rage frem over de nærmest bygden liggende fjelde; men han har ikke fundet det umagen værd at spörge efter disse tinders navne eller at optage dem i sin fortegnelse over Valders’s naturmærkværdigheder. Fra landevejen mellem Svennæs og Ulnæs kirker i nordre Aurdal ser man ligeledes Mugnafjeldet og Torfinstinderne; fra Maurklephougen, det överste punkt af den gamle Filefjeldsvej, har man udsigt til Horungerne og andre af Jotunhejmens alpeknippe: tusinde rejsende af alle samfundsklasser have draget her forbi i årenes löb; men Horungtinderne og Mugnabræerne have forgæves vinket til dem; de have ikke vakt opmærksomhed hos en eneste, ikke en eneste har fölt lyst til at aflægge dem et nærmere besög.

Det indre öje må oplades, för det ydre kan se, og natursansen har först lidt efter lidt erobret det vidtstrakte rige, som den nu omfatter, — er först i den nyeste tid trængt op sålangt som til Höjfjeldene. Dens historie falder sammen med videnskabens og den frie tankes. Videnskaben er gået foran, den har löst den forbandelse, som en mörk overtro havde lagt over naturen, og åbnet öjnene for naturens storhed og skönhed Det fortælles om den hellige Bernhard af Clairvaux, at han en gang vandrede en hel dag langs söen ved Lausanne og om aftenen spurgte, hvor