bredde var 3 à 4 alen; ved at fölge langs med randen fandt vi dog snart et smalere overfartssted.
Det var ellers rart nok at se ned i disse isbræernes hjertekamre. Jeg véd ikke, om der gives isnymfer ligesom skov- og vands- do.; men jeg tror vist, at huldren har sin sommerbolig i disse krystalslotte, for der var sa dejligt med istapper og söjler og gotiske hvælvinger, glitrende i solskin og regnbuefarver dybt, dybt nedigennem, indtil hele herligheden forsvandt som en dröm i det forgjorte mörke, som gabede op fra midten af klöften. „Det er herligt“, bemærkede Mr. Watson, „men ikke indbydende til closer acquaintance“.
Nærmere toppen blive revnerne smalere igen, og herefter er der bare fast is eller dyb sne lige til toppen; men brat er det, og der må lægges kraft til. Den förste isbakke var både brat og glat; men Mr. Watson tog frem en nydelig stålöks, som han stak igennem hullet i den överste ende af sin alpestok, og hug med megen færdighed trappetrin i isen.
Snart var bakken bestegen; derpå kom en meget brattere stenur at klatre opover; dette var vel besværligt, men ikke vanskeligt; ti stenene vare store og lå godt fast; — og så endelig var bare den överste hvide kalot igen. Men, dette var et tungt arbejde; vi stabbede til knæerne i den blöde sne, og bakken var lige brat. Og nu begyndte jeg at sakke bagefter, udmattet som jeg var efter den forrige dags stræv. „Go on!“ sagde jeg til Engelskmanden, „jeg kommer vel efter“. Og han var på toppen 10 minutter för jeg. Men da han kom tilbage for at se efter mig, og på mit spörgsmål, om der var meget mere hard work to be done, svarede: „No more work at all; you are on the top, sir“, syntes jeg, at mine kræfter kom igen i samme öjeblik. I to sprang var jeg ved siden af ham, og — höjere var det umuligt at komme uden vinger.
„Hvad så jeg deroppe?“ — Ja, hvad nytter det at sige, at dette var glanspunktet i denne sommere herlige fjeldvandringer, ja det störste og herligste, jeg har seet i mit liv? glanspunktet i min skildring bliver det alligevel ikke, dertil er sproget for fattigt. Dog — det er nu engang skik og brug, at man erklærer dette eller hint ubeskriveligt — og så beskriver man det alli-
