Side:Den norske turistforenings årbog for 1872.djvu/68

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
50

stræve op over, den er stor, men vi slippe med at gå over en snip af den.

Endelig er også denne anden stigning tilbagelagt, og sa bliver det næsten fladt ligetil bræen. Lad os puste lidt her og se os om! Först spörger Ole, hvad klokken er, og da han hörer, at vi have været neppe tre timer på farten, siger han på sit Lomsmål: „Nej alder had’ eg trudd, at nokon kunde gange hit op på tri timmar. Os ha gjort meir hell halve högdi!“ Og virkelig sees nu toppene af de fra dalen synlige snefjelde at være kun lidet höjere end vort standpunkt; — men, der indpå tilvenstre, bortenfor den store bræen, der stander Galdhöpiggen sjöl, og bræen har den trukket op over hovedet på sig som et lagen, 20 alen tykt, og derunder stirrer en svart fjeldvæg frem, lodret styrtende sig lige ned i bræen; i fornem ensomhed står den der, og den lader sig ikke se af noget öje, som ikke befinder sig mindst 4000 fod over havet. Der er målet lige for os, og der skulle vi gå „just op den högste kammen“, siger Ole.

Vi vandre endnu et stykke over jævn, dog noget opad stigende stenur, derpå over en stor snefonn af samme hælding, blod ovenpå, men uden sprækker, så igen over en stenramse noget mere tilveirs, og så begynder den store bræen. Men dernede tilhöjre ligger et fjeldvand, som bræen går ligened i, og store isstykker, lösnede fra denne, flyde omkring på den blanke flade. „I shall bathe here“ siger Engelskmanden. „Ja, lad os först komme ned igen fra toppen“, mener jeg. — Og så frem med touget! Denne sommers törre og varme vejr har tinet op det meste af nysneen, så de gabende klöfter vise sig grejt, uden falskhed; men så ere også disse klöfter iår af samme grund usædvanlig brede, og der må göres dygtige sprang for at komme over dem. Med touget hægtet ind i stålringen på det læderbælte, hver af os havde om livet — all right! toge vi nu bræen fat. Vi holde frem i en stor bue, först mod vest, derpå mod syd for at komme påtværs af sprækkerne og omgå indsænkningen i midten. I begyndelsen går det raskt fremad; her er bare snevand eller blöd sne ovenpå og derunder fast bund; men snart begynder springdansen, og — for at blive i lignelsen — först moderate og sa accelerando i samme forhold, som sprækkernes bredde tiltager. Et par gange så vi os stansede på randen af sådanne dyb, hvis