Der er flere veje, der före til Galdhöpiggen, det vil sige: forskellige strækninger kunne vælges at fare over: ti ovenfor sæterhöjden er der naturligvis ikke tale om spor af vej. Jeg har ikke faret de andre veje og kan således ikke tale om enkeltheder ved dem, men jeg tager dog ikke i betænkning at erklære med bestemthed, at netop den vej, vi fulgte, er at foretrække for enhver anden, og det fornemmelig af den grund, at stigningen her vedvarer uafbrudt lige til toppen, medens man fra andre kanter må göre mange pas perdus, op og ned og op igen.
Fra Rödshejm fulgte vi den flade körevej en god halv fjerding opover, og et kort stykke nedenfor den nye Galde kirke toge vi af til venstre, tilfjelds. Og så bar det ordentlig tilvejrs med det samme!
Denne förste stigning fra dalen er den bratteste på hele vejen: det er eng og udmark med skog og li som sædvanligt. Siden går det jævnere opigennem fjeldbirk og mose og sten og snefonner omtrent dobbelt så höjt, til bræen, der strækker sig med en svag stigning bort til selve toppen, som med sin hvide kalot og sin sorte lodrette væg hæver sig omtrent 1000 fod over bræens midterste eller laveste del. Så kommer endelig den sidste alvorlige dyst opad den överste kegle, for her er det næsten ligeså brat som dernede fra dalen, og der må hugges i isbakken og klatres på stenvæggen og vades i sneen, inden du står på toppen.
Men vi ere ikke på toppen endnu; det var kun en forelöbig oversigt, og vi have endnu mangt et mödigt skridt at göre fra den förste bratte stigning. I Rödberg sæter (Raubergstulen), hörende til Rödshejm, nydes en mælkedrik og så afsted igen. Vi göre god fart, men stanse ofte for at trække pusten et par minutter. Fra sæteren går det en fjerdingvej mindre brat opad, omtrent som en landevejsbakke, når man istedetfor vej tænker sig den vilde stener. En slig ur er imidlertid slet ikke så slem at komme over for den övede fjeldvandrer, ja han liker den bedre end den énsformige landevej; et hurtigt blik og en sikker fod förer ham let henover de skarpe kanter og de gabende huller. Af plantevækst sees nu ikke stort andet end mosearter; selv fjeldbirken vil ikke længere være med os. Se, der have vi den förste snefonn at
