Side:Den norske turistforenings årbog for 1872.djvu/66

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
48

hjertet önsker lignende held — og på den anden side ikke undlader at fremhæve, at sådant held er sjelden at regne på.

Efterat jeg söndagen den 2den august, dels ridende, dels gående, havde faret 6 mil over Sygnafjeld fra Lyster til Lom, kom jeg om aftenen kl. 11 til gården Rödshejm i Bæverdalen. På Rödshejm er ypperligt kvartér, god beværtning og venlige folk, og Ole er en kvik og oplyst mand, som det er en fornöjelse at tale med. Han fortalte mig, at en Engelskmand med sin hustru havde opholdt sig her i to dage for at vente på godt vejr til at bestige Galdhöpiggen og bedet ham om at blive vækket den næste morgen kl. 4, hvis vejret var godt. En slig lejlighed kunde jeg nu ikke forsömme, og jeg bad Ole vække mig også.

Næste morgen, mandag den 3die august, var jeg oppe kl. 4, uden at Ole behövede at vække mig. Nogle små tågedotter dreve endnu omkring deroppe i snefjeldet, som smilte og vinkede i solen. „Vil Engelskmanden afsted? — „Ja.“ — „Vel, jeg er færdig straks“. Og kl. 5 vandrede vi afsted.

Vi vare tre i tallet; Engelskmanden, Mr. Watson, i hvem jeg fandt en såre behagelig rejsefælle; han var medlem af alpeklubben og havde besteget Mont Blanc. Ole Rödshejm, som foruden de övrige en förer anbefalende fortrin — raskhed og grejhed og lokalkundskab — endnu besad den for en fjeldbonde sjeldne og i dette tilfælde höjt vurderede færdighed at forstå og tale engelsk, på hvilket sprog da samtalen förtes den hele dag. Endelig jeg selv, om, hvis kapaciteter jeg kun vil melde dette, at jeg har besteget mange af de höjeste fjelde i Norge og gælder for en erfaren fjeldvandrer; dog må det ikke fordölges, at den foregående dag havde taget så alvorligt på mine kræfter, at disse vare i en ingenlunde tilfredsstillende forfatning. Men frisk mod! en god vilje drager et tungt læs. Den engelske lady, der vilde have været med, blev tilbage på gården formedelst upasselighed.

Udrustningen var fölgende: et plag til at slå om sig på fjeldet, et toug til at binde os sammen med på bræen, noget proviant og en lommeflaske med sherry. Dette pakkedes i en ransel, som Ole tog på ryggen. Hver af os havde i hånden en lang alpestav med jernpig i enden og om livet et læderbælte med stålring, hvorigennem touget skulde stikkes, når vi skulde binde os sammen.