Side:Den norske turistforenings årbog for 1872.djvu/70

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
52

gevel. Man brænder vingerne ligesom fluen i lyset, men man kan ikke lade det være. Lad mig da også forsöge engang.

Tænk dig, venlige læser! stående i centrum af en cirkel, hvis radius er en 20—30 mil; tænk dig disse tusen kvadratmil, du således overskuer, opfyldte med fjelde, store og små, men allesammen lavere end dit standpunkt; tænk dig en fjerdepart af Norges land udbredt for dit blik som et landkart med stereometriske figurer; tænk dig de blendende sneflader imellem de lodrette vægge, og de tusen forskellige fjeldformer, — Snehætta med sin runde tind, pegende op der borte på Dovrekeden — Ronderne med sine pyramider længer i öst — Glitretinden og de andre Jotunfjelde med sine hundrede alpespidser i öst og i syd, ganske i nærheden — Skagastölstinderne svarte og styrtende, ragende op af snehavet, i vest — Jostedalsbræen med sit hvide legen, bredende sig ud over „de syv præstegæld“ i nordvest; — tænk dig dette og meget mere, strålende i det herligste sollys og den reneste luft, så at end ikke de fjerneste genstande tabe noget af sin glans! og tag så din indbildningskraft tilhjælp og se, om du har fået noget indtryk af det hele! Jeg frygter, der bliver ingen anden råd, end at du får gå derop selv en vakker dag, da skal jeg love dig et indtryk, som du vil beholde dit hele liv.

Der stode vi da en stund oppe på snekalotten, stirrende omkring os „over de höje fjelde“. — Lad os så undersöge husets lejlighed og göre os det bekvemt heroppe! Se, der have vi jo spisebord og hvilesofaer all ready i en prægtig tör stenur 20 skridt fra os! Jeg er derborte i et öjeblik, og de andre fölge efter. „A capital resting-place!“ — Og nu frem med skræppen! Sherryflasken er tom, dens indhold er nydt under opstigningen, blandet med det herlige upkomvatn; men jeg har en dråbe rum, bare en halv mundfuld til mands, og smörrebröd med tilbehör have vi nok af. Vi holde vort middagsmåltid med en appetit — sådan som man har på Galdhöpiggen, og tilbringe to timer heroppe i dolce far niente.

„Var det ikke koldt deroppe?“ — På dette naturlige spörgsmål skal jeg svare, at vore plag lå forglemte i skræppen den hele tid, at der var så lunt som i solbakken der nede i dalen, og at vi tændte vore cigarer ved almindelige fyrstikker. Sådanne vejrforhold på Galdhöpiggen må vel höre til sjeldenhederne. Efter