4. Alle sogneprester beholder sine rettigheder og nyder sine indkomster fremdeles som før.
5. Man skal lade alle «kirkernes personer og sogneprester blive ved deres gamle skikke og ingen nye prædikere indsætte» for ikke at vække nogen forskræk eller uenighed iblandt den fattige, simple og uforstandige almue», indtil kongen kan «finde andre raad» og med lempe bringe dem til «bedre forstand udi Guds ord.»[1]
I overgangstiden altsaa, førend kirkevæsenet er bleven ordnet og evangeliske tilsynsmænd indsatte, skal alt blive ved det gamle i henseende til kirkeskikke og gudstjeneste. Imidlertid er geistligheden uden foresatte, al kirkelig tugt og orden er i opløsning, hver gjør, hvad han vil. Overgangen til det nye skal fremmes ved den «bedre forstand udi Guds ord», som de nye evangeliske institutioner, fremfor alt det nye evangeliske tilsynsembede, efterhaanden skal tilføre folket. Den egentlige religiøse reformation skal fremarbeides ved aandelige midler.
Disse ligesaa sunde som egte kirkelige grundsætninger blev vistnok ikke fulgte i hele sin udstrækning. Thi kun lidet blev der spurgt efter folkets «forstand udi Guds ord», da den tid var kommen, at den nye lutherske kirkeordning skulde gjennemføres. Men paa den anden side er det dog unegtelig saa, at overgangen fra det gamle til det nye blev mindre brat, mindre voldsom i religiøs henseende. Folket fik en ventetid, i hvilken det kunde samle sig og gjøre sig fortroligt med oprettelsen af en ny tingenes orden. Det er imidlertid en selvfølge, at denne tugtløse overgangstid maatte blive en tilbagegangens tid i moralsk henseende baade for geistligheden og folket.
Jeg gaar nu over til at skildre grundtrækkene i den nye kirkeordning, der skulde afløse den gamle.
Idet kongen i alle henseender gaar ind i de afsatte katolske biskopers rettigheder, bliver det ham, der har den høieste magt og myndighed i kirken; af kongemagten udflyder al kirkelig ret. Heraf følger, at den kirkelige lovgivnings-myndighed er hos kongen, og at det er ham, der giver de kirkelige tjenestemænd ret til at udøve sin embedsgjerning. Eller med andre ord: Kirkeregimentet har sin rod og kilde i kongemagten.
I spidsen for de enkelte bispedømmers geistlige administration stilles en evangelisk tilsynsmand, der i den første tid
- ↑ Langes Klosterb., 1ste udg., side, 768 fg. Cfr. Norsk theol. Tidsskrift II, 169 fg.
