blev kaldt superintendent, og senere biskop. I modsætning til de katolske kirkefyrster var disse nye evangeliske tilsynsmænd kaldte «ikke til ørkesløshed, men til stort arbeide». Den første og i begyndelsen vigtigste gjerning, de havde at gjøre, var den som visitatorer at indføre reformationen og gjennemføre den evangeliske kirkeordning i sine stifter og overhovedet at fremhjælpe folket til en «bedre forstand udi Guds ord». Som presternes nærmeste foresatte paalaa det dem at have tilsyn med deres embedsførsel som med deres liv og levnet. De havde ogsaa at drage omsorg for, at menighederne fik saa mange prester, som paa hvert sted trængtes. Derfor havde superintendenten overtilsynet med sit stifts latinskole, hvor de vordende evangeliske prester blev oplærte; han tilsatte rektor og sørgede for at tilveiebringe midler til skolens gang. Det var ogsaa ham, hvem det paalaa at prøve de oplærte prester og at indvie dem til deres tjeneste. Hos superintendenten havde den underordnede geistlighed at søge hjælp og raad i vanskelige omstændigheder.
Som kirkelig tilsynsmand havde superintendenten ret til at sammenkalde stiftets geistlighed til synoder, hvis beslutninger selvfølgelig maatte godkjendes af kongen for at have nogen gyldighed.
Superintendenten skulde flittig prædike Guds ord saa vel paa modersmaalet som paa latin. Disse latinske prædikener, der vistnok kun sjelden blev holdte, var sandsynligvis tænkt at skulle være et slags teologiske forelæsninger for presterne og latinskolernes elever i stiftsstæderne. Omkring i menighederne skulde superintendenterne i sin forkyndelse lægge særlig vind paa at formane undersaatterne til at være fredsommelige og lydige mod den foresatte øvrighed, et paabud, der synes at være bleven efterkommet i stor udstrækning.[1]
Superintendenterne blev udnævnte af kongen, og det var i kraft af deres kongelige udnævnelse, de fik ret og myndighed til at udøve kirkeregimentet. Paa dette omraade var imidlertid deres magt og indflydelse adskillig indskrænket derved, at de i alle blandede sager af paa én gang kirkelig og verdslig art havde at søge hjælp hos overøvrigheden og handle i fællesskab med denne. Men her blev superintendenterne ofte stillede ligeover for rent fortvilede forhold, idet nemlig stifterne var delte i flere
- ↑ Jeg henviser til de i Jens Nilssøns visitasbøger opgivne prædiken-temaer paa en mængde steder.
