Betragter vi under ét alle Guds Egenskaber, forsåvidt
det er os forundt at erkjende noget af dem, så må
vi beundrende bekjende hans Herlighed; denne Egenskab
er ikke en enkelt ved Siden af de andre, men er Summen
af dem alle.
2 Mos. 24, 16 f.; Jes .6, 1—5; Ro. 1, 23 o. a. St.
Men, „hvo har kjendt Herrens Sind?“ (Ro. 11, 34) eller „hvo ransager Guds Dybheder?“ Det gjør Ånden, den Hellig-Ånd (1 Kor. 2, 10), altså ikke vi: „ingen ved, hvad der er i Gud uden Guds Ånd“ (1 Kor. 2, 11). Vi kan som endelige ikke gjennemtrænge Guds Væsens uendelige Dyb. Men, på den anden Side, har vi noget af Ånden, da kan vi også tåge nogen Del i Åndens Ransagelse. Vort Begreb om Guds Væsen og Egenskaber kan derfor nok være sandt, om det end aldrig bliver udtømmende.
Vantroen har indvendt imod det kristelige Gudsbegreb, at der ikke med Nødvendighed svarer nogen Virkelighed til dette Begreb. Dette Gudsbegreb, siges der, er intet andet end Menneskeåndens eget Begreb med dens Kræfter og Egenskaber, kun tænkt i uendeligt forstørret Målestok; m. a. O. Mennesket forestiller sig kun en Gud, som det danner sig efter sit eget Billede; vort Gudsbegreb bliver på denne Måde en fri Skabning af vor egen Indbildningskraft. — Der kunde være meget at svare på denne Indvending. Her skal vi indskrænke os til følgende: når det bebrejdes os, at vi på en vis Måde danner os et Begreb om Gud efter vor egen Ånds Mønster, da er hertil forlængst med Rette bleven svaret, at, da Gud har skabt Mennesket i sit Billede, så er det naturligt og nødvendigt, at Mennesket i et vist Mon tænker sig Gud i sit Billede. At det endvidere ikke er en blot Indbildning, at Guds Væsen er den hellige Kjærlighed med de Egenskaber, som vi har tillagt ham, men at alt dette er Virkelighed — der-
