(thi der gives ingen upersonlig Ånd; der gives i det Højeste en upersonlig Sjel); ligså der, hvor hans Væsen betegnes som Kjærlighed fremdeles, hvor han betegnes som en „levende Gud“ Jerem, 10, 10[1] o. s. v.
Ved denne Betragtning får vort Begreb om Guds Væsen Fylde og Liv. Gud er den hellige Kjærlighed; men han er også en personlig Gud, på samme Tid som han er en uendelig Gud.
Dette Guds Væsen giver sig i Forhold til Verden tilkjende i visse Egenskaber. Det er egentlig først derved, at vi betragter det Forhold, hvori Gud sætter sig til Verden (altså Egenskaberne), at vi kan danne os et Begreb om hans Væsen. Vor Erkjendelse af Guds Væsen er derfor heller ikke egentlig en Beskuelse af, hvad Gud er i sig selv; hans Væsens uendelige Dyb er uigjennemtrængeligt for vor endelige Ånd[3]. Derfor er det i den erfaringsmæssige Virkelighed så, at vi bliver Egenskaberne var, før vi kan danne os noget Begreb om Guds Væsen;
dette Begreb er uddraget af Betragtningen af hans Egen-
- ↑ Han er den levende Gud og en evig Konge.
- ↑ Jeg har i Ordningen af Egenskaberne væsentligt fulgt Philippi.
- ↑ I denne Forstand er det sandt: finitum non capax est infiniti. Her skjelnes derfor ikke mellem „absolute Egenskaber“ ɔ: Egenskaber ved Guds Væsen uden Hensyn til hans Forhold til Verden, og „Relationsegenskaber“ ɔ: Egenskaber i Forhold til Verden; alle de Egenskaber, vi kan erkjende i Gud, er i Grunden Relationsegenskaber. Det er først derved, at Gud oplader sit Væsen for Verden, at den skabte Ånd kan erkjende noget i Gud; Gud er for os den åbenbarede Gud.
