Hvad er altså Troens Væsen? Et Svar på dette
Spørgsmål har vi Hbr. 11, 1. „Troen er en fast
Overbevisning om det, som ikke sees“. Det hører altså til
Troens Væsen, at den er rettet på noget Usynligt.
I Bibelstedet ligger imidlertid mere end dette, at der ikke kan blive Tale om at tro, hvad vi opfatter med det legemlige Syns Sans. Intet af det, som kan fornemmes med Sanserne, kan være Gjenstand for Tro; altså: at se, lugte, føle o. s. v. er ikke at tro.
Men vi „ser“ ikke alene med vort legemlige Øje; vi har også en åndelig Synsevne, et åndeligt Øje. Dette åndelige Øje er vor Fornuft. Vi „ser“ åndeligt det, som vi med vor Fornuft kan trænge ind i, begribe og erkjende; at dette virkelig også er en Seen, udtrykker Sproget, når det at begribe eller erkjende noget betegnes ved Udtrykket at „indse“. Er nu Troens Gjenstand det Usynlige, kan der altså heller ikke blive Tale om at tro det, som vi „indser“ ɔ: det, som vi begriber og erkjender med vor Fornuft. — Troen er således en Evne til at være fast overbevist om noget, som ikke kan fornemmes med Sanserne, ikke erkjendes af Fornuften.
Hermed er det da givet, at når Troen betegnes som en „fast Overbevisning“, da har den sin Fasthed, sin Vished ikke deraf, at Mennesket med sin Ånd trænger ind i Sagen og bliver vis på den derved, at det begriber og erkjender den; Troen må på Grund af sin Modsætning til Viden omvendt have sin Vished deraf, at Sagen, Gjenstanden, ligesom trænger ind i Mennesket. Troen kommer ikke middelbart gjennem begribende Ettertanke til Vishededen om sin Gjenstand, men den kommer umiddelbart til
denne Vished. Gjenstanden eller Sagen, gjør et umiddel-
de Troende om, „hvilke Frugter Troen skal bære“; nærmest bliver dens Betydning da at „overbevise om vore Synder“ samt at „ængste og drive os til at søge Kristum.“
