Fristaternes ilmarsch fremad over de territorier, Europa har maattet lade i stikken. Hvad Tyskland har været for Europa siden 1871, vil Fristaterne kunne bli for det efter Verdenskrigen.“ Lad gaa — men selv om dette skulde indtræffe, selv om Amerika merkantilt skulde bli den første af de hvide stater, er derved ingen ulykke skeet. Den sum af intelligens, arbeidskraft og nedarvet kultur som Europa repræsenterer, vil aldrig bli slaaet ned af Amerika. Man maa ogsaa ved bedømmelsen af Europas skjæbne regne med det haab, at Tyskland kommer nogenlunde heldig ud af det store sammenstød, og med Ruslands umaadelige fremtidsmuligheder. Rusland har — Sibirien iberegnet — mindst ligesaa gode chanser som Amerika. Forudsætningen er, at det kommer under ordentlig administration, d. v. s., at „den tyske tanke“ gjør sit indtog.
Europa har visselig lært meget af krigen. Men det har allerede nu lært mere end nok. Det føler man sikkert baade i Frankrige, Tyskland og Rusland.
Og fremsynte mænd ved, hvor den egentlige fare — den rigtignok langsigtige, men høist alvorlige fare ligger.
Saa sandt den hvide race har nogen respekt for den civilisation, den selv har skabt,
