og føler nogen glæde ved sine egne værdier, maa den vende sine øine mod Østen.
For at bruge et paradoks vil jeg paastaa, at den hvide races farligste fiende for øieblikket er England. Om en menneskealder vil det være Kina. Men jo hurtigere England forstaar dette, desto bedre chanser har Europa.
Man kan trygt si, at selv om Tyskland taber, har allerede nu den tyske tanke seiret; det er tysk organisation, Europa maa adoptere, hvis det skal ha haab om at bevare sit hegemoni, ja til og med sin civilisation. Og det lyse vanvid, der nu er sluppet løs, faar først og fremst udtryk i trangen til at knuse Europas sikreste borg.
I et privatbrev skriver forfatteren Carl G. Laurin til undertegnede følgende, som har megen interesse, fordi det sikkert afmaler stemningen hos mange skandinaver, hvis hjerne ikke er bedøvet af deres følelser og sympatier:
„Jag kan ej ge franskmännen, som jag säger i min sista bok, „något mer än amitié amoureuse“, ty mitt eget land måste ha min kärlek. Men jag pinas vid tanken, att mitt lands trygghet måste köpas — sådan är situationen nu — genom nederlag just för Frankrike, som jag eljest så varmt önskar, att det måtte få blomstra i styrka, lifslust och skönhet.“
