rigtigt, naar han sier, at Afrika, Australien og Sydamerika vanskelig kan tænkes at ville vokse Europa over hovedet. Men det er sikkert feilagtigt, naar han sier, at den gule fare er meget overdrevet, fordi „Japan og Kina, saalænge de mangler penge, er uskadelige, og begge er jo heldigvis i saa henseende i Europas vold“. Hvor længe behøver et saadant forhold at vare, i det øieblik de gule er i besiddelse af en enorm arbeidskraft og begunstiges af et minimalt forbrug? Jeg skal senere gi nogle fakta, hentet fra en overordentlig instruktiv artikel af en mand, jeg kun kjender fra denne ene artikel — efter navnet at dømme er han engelsk: Shaw Desmond (D. Tilskueren marts 1915). De fakta peger i en anden retning end den Thalbitzer anviser de europæiske børser. Thalbitzer er nemlig langt mere ængstelig for Amerika end for Japan, og rent foreløbig har han ret: i de første 10—15 aar vil den europæiske forretningsverden utvilsomt finde sin farligste rival hinsides Atlanterhavet. „Nordamerika har store muligheder for i løbet af kort tid at overfløie selv de rigeste europæiske samfund. Det har naturbetingelserne, nationalvelstanden og folkemængden og dertil den uangribelige beliggenhed. Og intet har verdenskrigen vist tydeligere end
