indblanding i deres rettigheder vil staa som den værste anstødssten, og der kan derfor ikke være tale om, at fællesparlamentet skulde ha mere end raadgivende og indstillende myndighed.“
Her ser Thalbitzer et lys gjennem det mørke, som nu hviler over Europa:
„Saafremt verdenskrigen udtømmer kræfterne saa meget, at den efterfølges af en lang fredsperiode, vil der, saafremt fællesparlamentet konstitueres i en nærmere fremtid, være tid til at fæstne dets stilling. Det kan vel ogsaa haabes, at verden paany vil se en genial statsmand fremstaa, som vil vide at benytte det og ved sin vilje tvinge de hindringer til side, som hemmer dets udvikling. Til at fremme en udvikling er det altid heldigt, at der er én overlegen vilje, en stat, som er anerkjendt som den sterkeste, eller en statsmand med afgjørende autoritet. Maaske har den europæiske ligevægt været Europas ulykke, fordi den var og maatte være ustadig. Intet vilde gjøre ligevægten mere stadig end et fælles tryk udefra, der tvang staterne til at stille sig side om side med fælles front.“
Dette tryk er der allerede. Thalbitzer har ogsaa konstateret det, men udpræget „financielt“ som han ser paa situationen, vurderer han faktorerne ensidig. Det er selvfølgelig
