„Er der da nogensomhelst mulighed for en sammenslutning af de europæiske stater? Svaret turde være et ubetinget nei, men et maal i den retning maa dog sættes, en organisation maa dannes, saafremt en varig fred skal kunne opnaaes.“
Samtidig peger han paa de farer, der truer Europa udenfra, og han mener, at netop disse farer kan faa en lykkelig indvirkning paa Europas „indre“ politik.
„Enhver statsenhed,“ skriver Thalbitzer, i anledning af spørgsmaalet Europas forenede stater, „er skabt gradvis ved toldforbund, forsvarsalliancer, sammenslutninger led for led. De konferencer, Europas fyrster og statsmænd siden 1815 gang paa gang har ført, og ligesaa skabelsen af fredsinstitutet i Haag vil danne præcedens for det ønskede fællesarbeide.
Det videstrækkende, man i saa henseende kan haabe paa, er oprettelsen af et europæisk parlament i lighed med det parlament, det engelske moderland og dets kolonier prøvede at oprette efter boerkrigen, en slags permanent kongres, som efterhaanden skulde kunne vokse op til at bli et ligesaa nødvendigt organ i statsstyrelserne som ministerier og parlamenter. At gi nærmere udkast til dets organisation smager altid af politisk kandestøberi, de enkelte statsregjeringers frygt for
