De allierede paastaar i disse dage, at de kjæmper for „kulturens sag“ mod den tyske „militarisme“ og barbariet.
I en af sine store parlamentstaler gjorde Asquith Catos ord til sine. Han sa ligesom Cato om Carthago: „Præterea censeo Germaniam esse delendam“. Den tyske „militarisme“ skal slaaes ned! Før slutter krigen ikke. Nu har jo en englænder lettere for at ræsonnere saaledes end en franskmand eller en russer. I sammenligning med sine allierede lider England forholdsvis lidet under krigen. Dennes største rædsel er ikke valpladsene, det sørgeligste er den uendelige nød blandt den civile befolkning, som herjes af sygdom og sult. I Polen og Serbien omkommer tusener og atter tusener af disse aarsager. Nordmænd, der har bivaanet det tysk-østerrigske indtog i Serbien, kan fortælle om de rækker af døende og halvdøde kvinder og børn, der laa langs veiene.
Alt dette skal naturligvis den tyske „militarisme“ ha skylden for. Og saa længe den eksisterer, skal hele den hvide race — paa nogle faa lykkelige undtagelser nær — gjennemgaa krigens smerte og sorg. Det er Asquiths bestemte beslutning: „Har jeg nu talt tydelig nok?“ spurgte han parlamentet.
I dansk „Tilskueren“ finder jeg en udmer-
