ket artikel, „Moderne religionskrig“, af Poul Tuxen om den samme „militarisme“, som gir en klog og uafhængig dansk mands dom om tysk aandsform. Den er bygget paa en anmeldelse af et par bøger af den nærmest engelskvenlige, men objektivt anlagte dr. Arthur Christensen og den nærmest tyskvenlige professer Karl Larsen, men forfatterens egne betragtninger er i og for sig værdifulde.
Tuxen peger paa, at aarsagen til, at statsidéen i Tyskland er kommet til at spille en saa stor rolle, er, „at dette land mere end noget andet trængte til det samlende og bindende i den fast organiserede stat“. Han berører det historisk-geografiske moment, som jeg tidligere har belyst, og nævner derefter, at Tyskland gang paa gang har været udgangspunktet for „vældige individualistiske bevægelser som f. eks. „Sturm und Drang“ og „Romantiken“. „Hvor meget ondt separatismen i det moderne Tyskland har voldt, det raaber til en fra hveranden side i Bismarcks taler.“
Han fortsætter:
„Fordelen ved den faste organisation er nu ikke blot det negative: at dæmme op for landsskadelig separatisme, men først og fremst det positive, som ligger i den vinding, der tilføres arbeidet. Paa dette omraade betegner
