paa forhaand givne fiende. Rendyrket forekommer denne tankegang hos Moses:
„I de stæder, som Herren din Gud vil give dig til arvedel, skal du ikke lade noget, som har aande, beholde livet, men du skal ødelægge dem alle, hetæerne og amoræerne, kananæerne og perisæerne, hevæerne og jebusæerne, saaledes som Herren din Gud har budt dig.“
Naar hver nation i disse dage — de kjætterske franskmænd delvis undtagne – appellerer hver til sin Gud og mener at ha ham med sig, er det udtryk for en ældgammel menneskelig tanke, det er barnet, som taler.
Men ogsaa i fredstider ser nationerne paa hverandre med en eiendommelig skepsis, samtidig som de – i lighed med familierne i en smaaby — graderer hverandre som mere eller mindre fine.
Ved en karakteristik af de enkelte folk er der den vanskelighed, at de forskjellige folkeslag er sammensat af høist uegenartede bestanddele — ikke at tale om, at to eller flere racer kan leve mere eller mindre usammensmeltede i samme land. Hvor de staar i fiendtligt forhold til hinanden, blir racemodsætningen tilspidset, men hvor de har fundet en modus vivendi, akkomoderes de efterhaanden. Mi-
