teristik af de forskjellige hvide folkeslags lynne, at belyse, hvorledes de store aktører og de mindre tilskuere ser paa sig selv og paa hverandre. Jeg kommer i det nærmest følgende tildels til at ta hans interessante bog, „Folkelynnen“, som udgangspunkt. Senere skal jeg sammenstille udtalelser af flere udenlandske forfattere af forskjellig nationalitet.
I den lidenskabelige mandjevning, som nu finder sted – hvor f. eks. de allierede paastaar, at de kjæmper for kulturens sag mod den tyske militarisme – er det muligens ikke uden betydning, at mænd fra neutrale lande, som har sympati til begge sider, forsøger at finde udtryk baade for sine følelser og meninger ligeoverfor de enkelte folk og ligeoverfor den krig, som endnu raser.
Med hensyn til folkenes indbyrdes bedømmelse gjør Laurin opmerksom paa den kjendsgjerning, at de forskjellige folkefærd — ligesom børn — er tilbøielige til at se paa fremmede med en vis instinktiv reservation, de fremmede virker usympatiske eller komiske og i tvilstilfælde har de altid uret. Der fordres en ganske høi kultur, før man formaar at sætte sig ind i fremmede nationers tankegang og væsen, ja overhovedet før man er istand til at yde dem simpel menneskelig retfærdighed. I primitive tider var en fremmed stamme den
