fotografi, som stod i ramme paa en av hylderne, faldt i gulvet.
Detektiven ilte til.
—Er De syk, lord Cavendish?
—Jeg ber om forladelse for min klodsethet, svarte oldingen. Et øiebliks svakhet. Det er vanskelige tider for en gammel mand. Farvel mr. Burns!
Cavendish rettet sig atter, og Burns bøide sig ned og tok op fotografiet. Han blev staaende et øieblik med det i haanden. Saa lyste han pludselig op . . .
—Her, lord Cavendish, sa han hurtig, og pekte paa fotografiet . . . her er manden, som kunde hjælpe Dem. Der findes ikke hans make. Han eier alle de betingelser, som denne sak kræver. Det er en mand av jern og staal, frygtløs, klok og utholdende. Det var ham, som gjorde ende paa de sorte gribbe. Jeg fik æren, men den var ufortjent nok . . . De sa, at Bank of England var forgiftet. Den mand som De ser der, lord Cavendish, er læge. Han vil kunne kurere bedre end nogen . . . Hvis han vil da.
Præsidenten tok fotografiet og saa paa det.
—Hvor er han fra og hvad heter han?
—Han er nordmand. Hans navn er Jonas Fjeld. Det fortjente at være kjendt over hele verden. Men berømmelsen frister ham ikke. Det er en av disse eiendommelige naturer, som fortæres av sin egen daadstrang. Han trænger til store hændelser og eventyr, som vi trænger til roastbif. Og hans hjerne er et verksted for alle de kombinationer, som skal til for at finde en synaal i et hølæs. Faa den mand til at
