hjælpe Dem, saa garanterer jeg, at han i løpet av 14 dage fører Dem like i armene paa de folk, De søker. De kan være sikker paa ham. Han er ikke nogen almindelig sporhund, men et sjeldent mandfolk, hvem intet menneskeligt er fremmed.
De blir varm av begeistring, mr. Burns!
—Ja, fordi jeg holder av den mand. Han har to ganger reddet mig. Han har tat min ene arm og mit ene ben under de mest fortvilede forhold. Men han skjænket mig livet. Det betød meget for mig dengang. Nu skylder jeg ham tak hver time, hvert sekund av mit liv . . . Se paa de øine og den mund, lord Cavendish . . . Det er ingen teatralsk opdager med gnistrende glugger, forlorne panderynker og en ildsprutende tandgar . . .
—Jeg synes De sa, at han var doktor . . .
—Han er kirurg. Men by ham en opgave, og han slænger alt andet fra sig. Det er ikke noget, han viker tilbake for. Han er lavet av det haardeste metal, jeg kjender . . .
—Well, sa Cavendish efter en kort pause. Jeg vil følge Deres raad. Vi er i knipe, og vi har ikke raad til at kaste fra os nogen chance. Naar kan Deres ven være her?
Burns saa paa klokken.
—Den er nu 11, sa han. Et iltelegram vil finde ham paa Rikshospitalet i Kristiania før kl. 2. Han reiser i eftermiddag kl. 5.45 med utenlandstoget. 48 timer efter vil han være hos Dem i direktionens værelse i Bank of England. La det være en sak mellem ham
