Det er de skjønneste, man kan se. Under kommunen i 1871 var Fabre en av de første paa barrikaderne. Under en av kampene dræpte han en ung soldat, som viste sig at være hans yngste bror. Fabre var en sensibel fyr, han fik en eller anden rystelse i sjælen, som gjorde ham ubrukbar. Saa la han sit arbeide fra sig og helliget sig til flasken. Han drak og han drak, og 10 aar efter var han færdig baade med kunsten, anstændigheten og sin tro paa livet. To dage om uken meldte han sig hos en bekjendt gravør som gav ham nogen hundrede francs om maaneden for at gjøre utkast til medaljer eller andre ting, som det kunde falde sig. Fabre gjorde alt, hvad han blev bedt om. Og der findes ikke en mand i Paris, som kan haandtere gravstikken med slik øvelse som denne fattige drukkenbolten. Jean Fabre er min mand. Han har drukket væk sin reflektionsevne, men han har ikke helt glemt at hate . . . og fremfor alt, han forstaar at kopiere en mynt til fuldkommenhet. De er med? . . .
Marker gjorde en uvillig bevægelse.
—Jeg har altid syntes, det var noget lurvet, dette med falskmyntneri, sa han.
—Vi præger ikke falsk mynt, skyndte Delma sig at si. Vi bare hjælper Bank of England med at lave gode, gangbare sovereigns. Jeg kjender litt til fabrikationen, og jeg vet, hvor der findes en maskine, som passer for os. De har kanske hørt tale om Willy Sperling? . . . Ikke? . . . Han hadde lavet et net litet falskmyntnerverksted paa øen Guernsey. Paa en eller anden maate hadde han faat tak i en kassert mynt-
