presse, som var halvt opslidt av en lang og tro tjeneste i Bank of England. Den satte han istand og begyndte saa at lave messingguldstykker med et forbausende godt utseende. Sperling blev grepet paa en Londonertur, og da han kom i skade for at avlive nogen detektiver, blev han uten videre hængt.
Hans hjælpere paa Guernsey fik nys om affæren, sprængte verkstedet i luften og smurte haser. Men de hadde ikke hjerte til at la myntpressen gaa til himmels. En mørk nat pakket de den ind i en stor tønde og rullet den tilsjøs. Nu ligger den paa 12 fot vand i en av Guernseys huler. Jeg har saa at si arvet den . . .
—Jeg forstaar ikke rigtig, hvor De vil hen, mumlet Marker træt. Vi behøver da ikke at gaa saa mange omveie.
Delma smilte overbærende.
—De er visselig en stor mand, John Marker. Men De er forbandet upraktisk. Videnskapen trænger bestandig barnepiker. Og jeg skal være Deres. . . . Skal vi utrette noget med denne opdagelse, saa maa guldet lures ind paa samfundet. Vi maa saa at si proppe det langsomt men sikkert, indtil det en dag sprækker. Men det nytter ikke med guldbarrer. En sterk og uanet tilgang fra en ukjendt forbindelse vil vække mistanke. Men guldmynter, som ikke kan skjelnes fra de, der kommer fra Englands bank, hverken i utseende, vegt eller kvalitet — de glider ind i den almindelige omsætning som en langsomt dræpende gift. En gift, som vil svække alle de økonomiske funktioner og bringe en forfærdelig forvirring ind i forretningslivet, indtil
