skinner jo av god helbred. Og vi som trodde, at De skulde visne for os like paa terskelen til guldlandet.
—Jeg fandt det!
—De fandt det, Marker. Det er der ingen tvil om. Natascha var idag i Sorbonnens laboratorium, hvor hun fik den lille guldklump undersøkt. Det var guld, sa professoren, av en sjelden renhet og kvalitet. Han spurte, hvor den var fundet. Natascha svarte, at den var kommet like fra Alaska.
—Og hvad skal vi nu gjøre, spurte kemikeren med en skygge av træthet i sit marmorbleke ansigt.
—Jeg har tænkt længe paa det, svarte Delma. Saken er ikke saa grei, som det ser ut til. Selvfølgelig kan vi bygge os en liten guldfabrik og sælge vort guld efterhvert til Rafael og Rotschild og andre guldgrossister i London. Men en saa voldsom økning av guldproduktionen vil hurtig vække mistanke. Bankerne vil stikke alle sine følehorn ut, og før vi vet ordet av det, kan guldet bli avskaffet som myntfot. Og vi blir sittende med vore beholdninger og vor opdagelse. . . . Nei, det gaar ikke. Jeg har fundet en anden utvei, som vil berike os og bringe den forfærdeligste forvirring ind paa markedet.
Delma bøiet sig fremover, og hans stemme sank i en hæs hvisken.
—Der bor her i nærheten en mand, som heter Jean Fabre. For en 30 aar siden hadde hans navn en god klang i Paris. Han var billedhugger, men hans specialitet var at lave basreliefer. Der findes endnu nogen arbeider av ham spredt omkring i slotte og samlinger.
