spredte sig som mørke skyer med dype ildglimt, som kom og svandt, den bruste op som en fontæne av blod,
Marker rev retorten bort fra gasen og holdt den frem foran sig. . . . Væsken kokte nu med en dyp, fræsende lyd og vedblev at koke i flere minutter. . . . Farven blev efterhaanden purpurrød med underlige fluorescerende avskygninger.
—Den røde tinktur, mumlet Marker. Sehfeld hadde ret.
Saa vendte han sig til Delma.
—Der levet i midten av det 18de aarhundrede en mand i Böhmen, som het Sehfeld. Han laget guld for keiser Franz, og alt gik vel og bra, indtil en kvinde fik en finger med i spillet. Det var keiserinde Maria Theresia, dette tapre mandfolkfruentimmer med den Habsburgske skrumphjerne. Hun lot Sehfeld arrestere og behandlet ham med inkvisitionens bedste tænger. Men Sehfeld taug. Han var en fri og uavhængig mand, en stor adept. Saa bestak han sine vogtere. De flygtet alle, og han gjorde sine befriere skadesløse med umaadelige rikdomme. Saa døde Sehfeld med sin hemmelighet. Man fandt kun en flaske med et rødt farvestof efter ham. Det var den røde tinktur, den hemmelighetsfulde kraft, som er veien til de vises sten, — lapis philosophorum. Ingen vet, hvorledes han fremstillet denne tinktur. Og Europas viseste mænd fandt døden paa pinebænken, fordi de trodde at øine den vei, som Raymundus Sullus, Amaldus Villanovus, Basilius Valentinus og van Helmont hadde gaat. James Price fandt i 1782 den røde tinktur ved et tilfælde. Men da han for anden gang skulde fremstille den, hadde han glemt
