Vinden hylte over Paris. Det var en av disse almindelige høststorme, som faar Seinestaden til at vakle i sine grundvolde. Regnet pisket hustakene og alle de smaa skorstenspiper sang som orgler i den mørke midnat.
Men Marker tok ikke notis av stormens raseri. Den egget ham kun der han stod i det halvmørke rum med en stor retorte fyldt av en eiendommelig opalfarvet væske. Han rystet den, og det var som om der sprang blinkende stjerner langs retortens sider.
—Dette er materia prima, mumlet han triumferende. Nu faar vi se, om den bestaar prøven. Ved 80 grader skal denne opløsning farves rød.
Han tændte gasen og bevæget retorten forsigtig frem og tilbake over varmen, mens hans to fæller med den største spænding fulgte hans bevægelser.
—Jeg ser ingen forandring, hvisket Delma.
—Vent, sa Marker nervøst, mens den lange knoklede haand skalv.
Og se, helt nede fra retortens bund begyndte der langsomt at samle sig en tyk blodrød masse . . . den