banet han sig frem gjennem mængden paa perronen og gik langsomt og nølende ind i den store spisesal . . .
Han kastet et hurtig blik omkring sig. Salen var let at overskue. Der sat kun et halvt snes personer derinde. Men Delma var der ikke.
Ved midtbordet fandtes der ikke andre end en gammel katolsk prest og en ung, paafaldende smuk sortklædt dame. Presten hadde tat av sig sin bredbremmede hat. Det var en vakker olding med fine og ædle træk. De graa lokker var strøket bakover og gav ham et aapent og venlig utseende. Han talte med en høi, men litt rusten stemme trøsterike ord til den unge dame, der saa ut til at ha gjennemgaat en stor sorg. Foran ham stod der et glas øl og to sandwiches med et pragtfuldt paalæg av skinke.
Marker tørret sveden av panden. Skulde virkelig denne ærværdige herre med den utprægede geistlige gammelmandsstemme være . . .
—Søker De nogen, min søn, spurte den gamle venlig paa tysk og hegyndte langsomt at fortære sin sandwich.
—Ja, svarte Marker ærbødig, men . . .
Han svelget resten av sætningen. Ti ut av prestekjolens armer stak der en haand, som han kjendte. Der var noget klolignende over de fingre, som holdt sandwichen . . .
Presten bøied sig fremover.
—Flyt over i 2den klasse vogn no. 549, plads no. 17, sa han hviskende, Nærmest døren. Gjør som De ikke kjender mig. Gaa videre . . . Jeg er forfulgt . . .
