et takkammer, der hadde bygget en fængselsmur av uvillighet og uvidenhet om ham og budt ham sultevilkaarenes mugne fangekost. Det hadde saaet storm i hans sind, nu skulde det høste en orkan, som verden aldrig hadde set maken til . . .
Köln! . . .
Han reiste sig fortumlet fra træbænken og saa sig forvildet omkring.
Naa, — det var jo her, han skulde træffe sin ven morderen! Bare nu Delma var sluppet igjennem. Hele hans fremtid berodde paa det. Han var jo nu spasert over Rubikon, fra lovens og vedtægternes fastland til forbrydelsens ø.
Hans medpassagerer saa forbauset paa det magre skelet, som stod der og mumlet midt iblandt dem. Varietedamen, som netop holdt paa at bedaare den mest guldbelæssede av jøderne, fniste høilydt. Det var signalet til en almindelig latter.
Marker saa forbauset fra den ene til den anden. Hans øine gled henover dem, og dog naglet de smilet paa deres læber og latteren i deres struper. Hvad var det for en underlig fyr? . . . Det var ikke et menneskes øine, som stirret forbi dem. En slanges øine var det — en annacondas rolige kvælerblik, naar den faar hjertet til at hoppe i brystet paa urskogen gravere.
De trak sig alle instinktmæssig bort fra ham og gav ham villig plads, da han tok sin haandvæske og gik ut.
Men Marker merket intet. Han var vant til at menneskene skydde ham. Klodset og ubehjælpelig
