Hurtigtoget fra Berlin kom med støn og brak larmende ind paa den store jernbanestation i Köln. Kupédøren blev slaat op, og den tyske konduktør eksercerte forbi kupévinduerne og forkyndte 30 minutters ophold.
John Marker skvat op av sine funderinger der han sat klemt mellem to cirkusartister, en fet varietesangerinde og tre hvitløkskjøder fra Magdeburg. Den unge kemiker lignet en sort traad, som hadde forvildet sig mellem dynerne paa en klædessnor. Men Marker ænset intet. Der fandtes ikke noget i verden, som kunde gjøre indtryk paa ham nu, da han saa ind i det forjættede land. Hans hjerne var ikke belastet med saa ydre begreper som moral, samvittighet, religion og skrupler. Han øinet kun en eneste klar linje, — den som peket fremover mot hans maal. Der eksisterte intet utenfor dette. Hvad var samfundet og borgerskapet for ham. Det hadde jo aldrig gjort ham andet end ondt. Det hadde jo stængt titanen ind paa
