og ga os anvisning paa helbredelse. For nogen dage siden sprang der en holme i luften oppe i den norske skjærgaard. Den eksplosion har renset hele Europa, — hele verden. En stor opfindelse gik tapt, en stor opfinder strøk med i flammehavet, men vi fik et øiebliks luft og armeslag nok til at verge os . . . Der er foretat mangfoldige arrestationer i Hamburg, Paris og Berlin, der er beslaglagt guldbeholdninger til svimlende værdier . . . vi er atter herre paa markedet.
—Og Alexis Okine blev hængt igaar, sa Burns drømmende. Det var en opbyggelig stund.
Bankmanden smilte.
—Og vor gamle sekretær Murphy er paa vei til kolonierne. Han ytret ønske om at bli forflyttet til de nye diamantleier i Australien. Han hadde ikke tillid til guldet i Tasmanien, sa han, nu da den internationale kommission med et eneste pennestrøk har . . .
Der hørtes en sterk ringen paa haveporten.
Burns for sammen.
—Det er ham, sa han glædestraalende.
—Ham?
—Fjeld, naturligvis. Se, der er han lyslevende. Døren gik op, Jonas Fjeld traadte ind og faldt uten ceremoniet i Burns arme . . .
Sir Arthur Thompson nærmet sig de to venner. Den gamle herre hadde taarer i øinene.
—De er Jonas Fjeld, sa han bevæget. Det er navnet paa den mand, som altid vil leve i gode engelske borgeres erindring. Lord Cavendish sa, før han døde:
