—Hvad er det? spurte hans kone forfærdet . . .
Hun fik ikke svar paa sit spørsmaal. Ti der stanset en automobil utenfor, og en fet velnæret herre kom gaaende hurtig gjennem den lille have . . .
—Er det mr. Burns? spurte den velærværdige gentleman . . . Mit navn er Arthur Thompson, jeg er præsident i Bank of England.
Burns reiste sig og bukket.
—Jeg hadde den fornøielse at se Deres forgjænger her for fire uker siden, sa detektiven.
Sir Arthur bøiede sit graanede hode.
—Lord Cavendish døde paa sin post, sa han. Han blev det første offer for guldets anarkister . . . Og dog, han var en lykkelig mand. Jeg vil ikke ønske noget menneske den forfærdelige tid, vi har gjennemgaat de sidste fjorten dage. Det har været os en kamp for samfundets bestaaen, for autoritetens ret, for de bevarende kræfters magt. Vi laa paa randen av en avgrund, Burns, vi saa allerede ned i et bundløst sluk, hvor anarkismens og forbrydelsens titaner laa paa lur efter vor aartusingamle hæder . . . Det var syndfloden, Burns, guldets forbandede syndflod . . .! Aa, vi hadde ikke mange dage igjen . . . Men saa hænder det vidunderligste. Der kommer en ukjendt mand . . . en norsk læge. Han opdager sygdommen, han finder obstruktionens ophav og skjærer med et dristig snit hul paa hele pestbylden . . . Jeg siger ikke for stort et ord, naar jeg uttaler, at vi skylder denne mand alt . . . Han opdaget sygdommens kilde, han ødela den
