ger, — det fløt som en gul feber i pengemarkedets aarer . . .
Ja, som en strøm av ild, der fik al verden til at snappe efter luft under selvforbrændingens fortærende luer.
La os ikke tænke tilbake paa disse ulykkens uker, da menneskene med feberbrændende øine druknet sig i vilde glæders glemsel, og da flagellanternes skarer svang svøperne om sine skuldre . . .!
Her skal kun mindes de dage, da det fløi som en hvisken over alle verdensdele, at samfundet, — det mægtige guldspyende samfund, var dødssykt, — at bankerne holdt paa at fortæres av sine egne skatte, og at guldet var den gift, som brandt i dets indvolde.
Da var det, at hele den civiliserte jord blev som magtstjaalet av den skrækkelige farsot, der i vort pengevæsens historie altid vil mindes som den gyldne pest. Sygdommen var forfærdelig i den tid, den raste, med pludselige kursfald og voldsomme børspaniker i sit følge.
Men pludselig en dag var det, som en kjølende luftning fløi henover den feberbrændende menneskehet. Ingen visste, hvorfra den kom. Men den bragte trøst og lindring, — som en mors kjærlige haand paa et sykt barns pande.
— — —
Den samme dag sat Ralph burns i sin villa ute i Kensington og læste »Times« med dypt rynkede bryn. Pludselig skvat han op, saa det skranglet i hans smukke mekaniske træben . . .
